
Hvert andet år uddeles Den Europæiske Stålpris til nationale vindere i en række europæiske lande.
Den danske pris tilfalder i år KHR arkitekter for det banebrydende Fiberline-byggeri, der ligger ved motorvejen uden for Middelfart. Bygningen rejser sig skulpturelt i det fynske landskab som et 330 meter langt bakkedrag og samler både produktion, produktudvikling, administration og logistik i et åbent ubrudt rum.
Bedømmelsesudvalget sagde bl.a. at "Fiberlines bygning er et fremragende eksempel på ståls potentiale til at skabe lette og slanke konstruktioner, der samtidig er absolut konkurrencedygtige.
Fiberline-byggeriet viser, hvordan funktion, æstetik og værdier kan gå op i en højere enhed."
Den svenske pris vinder KHR Rundquist for det svævende tag i Vällingby Centrum tæt ved Stockholm. Juryen i Sverige underbyggede deres udnævnelse således: "Det svævende tag i Vällingeby Centrum er et bygningsværk, der viser, hvordan veludførte konstruktioner kan bidrage positivt til helheden i bymiljøet og samtidig være et bygningsværk med en egen stærk identitet. Konstruktionen er begribelig og har en fin balance mellem økonomi og udseende."
Bag ECCS European Steel Design Award står "The European Convention for Constructional Steelwork", der er en føderation af "The National Associations of Steelwork Industries". Priserne overrækkes senere på året - medio september - ved en ceremoni i Luxemburg i forbindelse med ECCS’ årsmøde.
Kilde: KHR