Onsdag den 25. august besøgte EU's Klimakommissær Connie Hedegaard Fiberlines og Grøn Erhvervsvæksts energirenoveringsprojekt Coat House. Kommissæren, som blev ledsaget af blandt andre Koldings Borgmester Jørn Pedersen, blev vist rundt af husets beboer og medejer af Fiberline, Peter Thorning.
I forbindelse med sit besøg i Kolding havde Klimakommissæren valgt at se nærmere på Coat House – Fiberlines bud på fremtidens måde at energirenovere boliger på. Connie Hedegaard lyttede interesseret, mens Peter Thorning forklarede, hvordan man omdanner et hus fra 1949 til en ny, moderne bolig og samtidig sparer 80 % på varmeregningen.
En overfrakke Den udvendige isolering, som Coat House har gennemgået, svarer til at give huset en overfrakke på. Projektet er startet, så håndværkere og boligejere kan se, hvordan de på én gang kan friske deres facade op og få en langt mere effektiv isolering. Ved at isolere på ydersiden af huset mister man ikke kvadratmeter, og samtidig behøver man ikke tænke i genhusning og bekymre sig om byggerod indenfor.
Glad for EU-fokus
Peter Thorning, som er medindehaver af Fiberline Composites og i øvrigt også bor i huset, sætter stor pris på Connie Hedegaards besøg:
”Det er naturligvis et stort klap på skulderen – ikke bare til Fiberline, men til alle projektets partnere, heriblandt Kolding Kommune, at nyheden om Coat House er nået helt til Bruxelles. Det viser, at vi er på rette vej, og at byggebranchen bør se nøje på de store fordele, man opnår, når man anvender komposit”.
Et bæredygtigt alternativ
Projektet viser, at kompositmaterialer er ideelle til energirenoveringer, fordi de i sig selv er gode isolatorer og kan bruges i bærende konstruktioner. I Coat House er kompositterne også brugt til at lave en ny facade, som er let og vejrbestandig – præcis som vinduesrammerne, der omkranser vinduerne fra den danske producent Protec.
Den store fordel ved kompositter er desuden, at de er meget energivenlige i udvikling og produktion set i forhold til traditionelle bygningsmaterialer. Sidst men ikke mindst er de lette og derfor nemme at håndtere for håndværkerne på byggepladsen.
Fakta om Coat House:
Fiberline, Isover, Kolding og Middelfart kommuner er sammen med flere andre virksomheder med i projektet Grøn Erhvervsvækst, hvor målet er at sikre, at energirenovering bliver et stort forretningsområde i Danmark i fremtiden. Projektet er finansieret af Region Syddanmark.
Huset er et udviklings- og demonstrationsprojekt, der kan inspirere håndværkere og borgere.
·Det første af sin art i Danmark
·Forskønner og isolerer i samme omgang
·Ingen genhusning eller byggerod
·Mister ikke kvadratmeter, fordi muren isoleres udenpå
·Sparer 80 % på varmeregningen
·Udføres af Fiberline og Isover i samarbejde med blandt andre Nilan, Protec og Cembrit.
·Arkitekt Sofie Thorning i samarbejde med Tegnestuen Mejeriet.