Poul Christiansen og kollegaen Boris Berlin fra virksomheden Komplot Design har formgivet bænken ”Big Bank”, som de ville lave så enkel og funktionel som overhovedet muligt, produktet skulle være selvforklarende og lige ud ad landevejen.
- Vi ønskede et let, spændstigt og næsten transparent møbel. Men ved at udnytte det avancerede kompositmateriales egenskaber helt ud til grænserne, har vi samtidig skåret alt overflødigt materiale væk, så vi både sparer energi og naturens ressourcer, siger Poul Christiansen, der foruden anerkendelsen modtager 55.000 kroner ved en begivenhed i Bruxelles. Derefter udstilles Big Bank i Bruxelles, Paris, Barcelona og en række andre storbyer i Europa.
- Bænken skyder nærmest ryg og gør sig lang og stærk. Vi spændte profilet op i en bue på langs, næsten som en flitsbue, og det var så nyt, at det krævede nogen overtalelse at få prøvet. Det lykkedes imidlertid, og det betød, at vi dels fik et endnu stærkere profil, og dels fik et møbel, der er fjedrende og komfortabelt at sidde på, siger Poul Christiansen og tilføjer, at den buede overflade også sikrer, at regnvandet løber af, når bænken bruges udendørs.
Fik ide under leg
Ideen opstod da designerne stod med et profil af komposit i hånden under et besøg på Middelfart-virksomheden Fiberline Composites. Med Fiberlines hightech produktionsproces, kaldet pultrudering, kan virksomheden producere næsten uendelige længder af meget stive og modstandsdygtige profiler. Poul Christiansen fik straks lyst til at udfordre materialet og demonstrere dets styrke ved at konstruere en hidtil uset lang bænk, der samtidig skulle være elegant og stærk. Fiberline leverer lette og stærke profiler til en række industrier, herunder byggeriet, og til europæiske producenter af vinduer og facader.
Fandt producent
Samtidig kontaktede Poul Christiansen producenten af mærkevarer og designermøbler, Trip Trap, der også var på jagt efter nye teknologier og materialer til møbler med nye egenskaber som et supplement til møbler af træ. Trip Trap blev medudvikler og siden hen producent af Big Bank. Trip Trap fremstiller bænken på bestilling, og den leveres fra ultimo 2007, oplyser produktudvikler Søren Slebo fra Trip Trap.
- Vi synes, at Big Bank er et vellykket, slankt og luftigt alternativ til store og tunge konstruktioner. Den dominerer ikke rummet, men bliver i stedet en del af det, derfor kan den tåle at stå alene som en skulptur, også når der ikke sidder nogen på den, siger Søren Slebo, der også glæder sig over, at den lette bænk er så nem at flytte rundt med.
Man kan male bænken i alle mulige farver, men også producere den i en translucent udgave, der lader lys trænge igennem og giver en smuk virkning, når lyset rammer bænken.