Hvert år er der en planlagt medarbejderudviklingssamtale mellem medarbejder og den nærmeste leder. Samtalen har fokus på medarbejderens faglige og personlige udvikling i forhold til afdelingens og virksomhedens fastsatte mål. Dialogen sætter fokus på medarbejderens fremtidige arbejdsopgaver og behov for udvikling, og der laves en individuel udviklingsplan på baggrund af samtalen.
Både leder og medarbejder har ansvar for den faglige og personlige udvikling, og derfor skal begge parter forberede sig til samtalen og sørge for, at der bliver lavet en opfølgning.
Intern uddannelse
På Fiberline lægger vi vægt på selv at uddanne vores medarbejdere. Det sker i vores eget undervisningslokale, konferencerum og som sidemandsoplæring ude ved produktionslinjerne. Vi har et korps af erfarne og dygtige medarbejdere, der afholder interne kurser inden for deres fagområde. Fokus i undervisningen er udvikling af konkrete værktøjer, som medarbejderne kan bruge med det samme.
Med vores interne kurser skaber vi netværk og gode relationer på tværs af virksomhedens afdelinger. Alle medarbejdere er forpligtet til at vidensdele og udveksle tanker, ideer og erfaringer med kollegaer, og det sikrer vi blandt andet ved løbende at informere på vores Intranet og ved at have en åben dialog kollegaer imellem.
Ekstern efteruddannelse
Al efteruddannelse foregår i samarbejde med godkendte uddannelsesinstitutioner, og efteruddannelse aftales mellem leder og medarbejder ved den årlige medarbejderudviklingssamtale.
Hvis flere medarbejdere har behov for de samme kurser inden for eksempelvis IT eller sprog henter vi eksterne kursusudbydere ind i huset og afholder kurserne på virksomheden.
Fiberline er godkendt som praktikpladsvirksomhed for elevuddannelserne plastmager, procesoperatør, lageroperatør og kontorelev. Hvis der er ledige praktikpladser, finder du dem under kategorien ledige stillinger.