Klaus Folkmann blev ansat som sælger på Fiberline i Nr. Bjert i 1999. Her fortæller han, hvordan han oplever at arbejde for en virksomhed, der har en etisk profil.
Hvad tiltaler dig mest ved Fiberline?
Kompositmaterialet og produktet er vildt spændende. Det er et unikt materiale, og der er utroligt mange muligheder. Vi har et produkt, som på mange områder kan forbedre ting i verden. Det kan for eksempel gøre produkter til transportsektoren lettere, så man sparer energi. Materialet har også en lang levetid, fordi det ikke korroderer, og det betyder, at det rent miljømæssigt kan gavne naturen. Det betyder meget for mig, at jeg kan stå inde for det, vi laver, og at vi som virksomhed bidrager med noget og er en etisk virksomhed, der tager et socialt ansvar.
Hvilke arbejdsopgaver har du typisk?
Jeg har blandt andet den indledende kontakt til nye potentielle kunder. Jeg er med til at afdække, om kundernes forespørgsel eller produkt er velegnet til at blive lavet i komposit. Jeg tager mig i det hele taget af rådgivning af nye såvel som eksisterende kunder i forhold til tilbud, som ikke er almindelig standard.
Vi befinder os i et ekspanderende marked, hvor vi kæmper for at udvide vores markedsandele. Det er fedt, og så er vores produkt jo ved at vinde mere og mere indpas rundt omkring i verden. Vi skal ikke kæmpe for at beholde markedsandele. Vi skal i stedet kæmpe for at udvide, og det betyder, at vi hele tiden selv kan være proaktive.
Er der rejseaktiviteter forbundet med dit job?
Ja – det er der. Jeg står primært for Norden, men er også med på forretningsrejser andre steder i verden. I det hele taget har jeg kontakt med mennesker fra hele verden. Det ene øjeblik har jeg kontakt med kunder fra Norge, og det andet øjeblik har jeg kontakt med kunder fra Kina. Det er inspirerende at have kontakt med så mange forskellige mennesker og kulturer.
Hvilke karrieremuligheder ser du hos Fiberline?
Der er store muligheder for at udvikle sig fagligt og personligt og vokse med virksomheden og i sit job. Hvis man ønsker at skifte til en anden stilling, er der i flere tilfælde også mulighed for det.
Hvad er den største motivationsfaktor i dit arbejde?
Jeg er motiveret af at vide, at jeg gør mit arbejde godt og altid gør, hvad jeg kan for at løse opgaverne på tilfredsstillende vis. Jeg har været på Fiberline i mere end ti år, og det at have været med til at drive virksomheden frem fra en lille til en nu mellemstor virksomhed er motiverende for mig.
Hvordan er samarbejdet med kollegaerne?
Mine kollegaer betyder rigtig meget for mig. Vi har en god omgangstone, har det sjovt og arbejder godt sammen. Vi tilbringer også rigtig mange timer sammen, så det er selvfølgelig også vigtigt, at det fungerer godt, men det er langt fra en selvfølge, at det er sådan på en arbejdsplads.
Har du et godt råd til en ansøger, der overvejer at søge job på Fiberline?
Man skal være engageret både fagligt og personligt og ønske at bidrage med noget for at arbejde her på Fiberline. Engagement er nok det, der kendetegner virksomheden og medarbejderne på Fiberline. Man er ikke bare en hyldevare, der sætter sig hen i et hjørne og udfører sit job på rygraden. Det bliver stillet krav til medarbejderne, og hvis man viser interesse og engagement, bliver der også sat stor pris på det.